Emmys Klumme

Hofdamer er et folkefærd for sig. Ganske vist kan jeg da ikke undvære min hofdame - men hun arter sig nu underligt ind imellem.

Jeg har fået brev om, at hun skal til klikkertræning, og jeg skal med. Og dét er sandeligt osse tiltrængt, at hun får lært noget. Jeg gider ikke selv læse min post, så det får jeg hende til.

Hun har så sagt til mig, at der skal godbidder med - jeg har nu set hende gøre godbidder klar - men jeg fatter altså ikke, hvad HUN står og laver små lækre bidder til for, som hun ikke selv kan lide. Hvis hun skal lære noget - og lokkes med godbidder, så ville det da være mest relevant, at hun lavede nogle, hun selv kan li´!

Dé dér godbidder ... det er simpelthen noget af det lækreste - synes JEG! Jeg bryder mig nu ikke om, hvis hun skal sidde og spise de lækkerier for næsen af mig, bare fordi hun skal lære noget.

Og hvordan skal hun dog få lært noget, når belønningen er noget, hun ikke selv bryder sig om?? Men jeg ved heldigvis, hvordan jeg kan snøre hende. Jeg sætter mig bare - og kigger lææææææænge på hende - og hvis det ikke hjælper, kommer jeg med nogle bitte små næsten uhørlige suk der lyder næsten som ynkelige "piv".

SÅ kommer hun sandelig op på mærkerne.

Og hvis jeg så danser en lille foxtrot for hende, får jeg noget lækkert. Hvis jeg ikke synes, det er lækkert nok, spytter jeg det ud - men tænk!!

Så glemmer hun alt om min eksistens ... og så kan jeg jo lige så godt tage, hvad der er. Men når jeg NU véd, der er noget, der er bedre, så kunne hun lige så godt give mig dét - synes jeg! Dé der godbidder, jeg er helt vild med, er vist nok noget gnaskenoget til katte!

Vederstyggeligt at tænke på, at nogen vil gøre noget godt for en kat!! De skal jages på porten hurtigere, end jeg kan blinke med øjnene. Men godbidderne - de små fisk - de er bitte små, og alligevel formåede min hofdame at brække dem i 3-4 småstykker!

Så sagde hun noget om ikke at foræde sig eller forspise sig og frækkedeller på sidebenene. OK! Så langt kan jeg godt følge hende, men når hun nu IKKE kan li´ dem!

Hvad laver hun så alt det hurlmhej for. Hun kunne da bare øse dem op i min madskål - så skulle jeg hurtigt få has på de småfisk.

Jeg tror, min hofdame er bidt af en gal kursist!! Kursus mig her, og kursus mig dér. Først fandt hun på at hun skulle på klikkerkursus! Og hvad fik JEG ud af dét? To dage i bilen!!

Nå, men da hun var færdig, havde hun åbenbart lært, at jeg havde gjort mig fortjent til en masse godbidder! Så alt i alt må det ha´ været er godt kursus! Men så havde hun sat sig for, at jeg skulle prikke med næsen - og hver gang jeg ramte rigtigt, kom der en sjov lyd - et smæld - og lige bagefter gav hun en lækker haps!

Klikkerkursus!! Et kort ord for "at gøre en hofdame til en hapseautomat"!

Men de er bare alt for små, de dér hapser.

Ikke nok med dét! Så fandt hun ud af, at hun ville på trimmekursus!

Så jeg forestillede mig, at jeg igen skulle holde vagt ude i bilen!

Men næhhh nej!

Denne gang fik jeg lov til at komme med ind! Hold da op en slaraffenbutik! Der var en masse hundekræs alle vegne. Men så mente hun ikke, der var selvbetjening. Det var ellers i snudehøjde! Ja, der var også en masse andre bordere, men dem gider jeg altså ikke snakke med!

Om det var fordi, jeg prøvede at komme tæt på lækkerierne ved jeg ikke, men jeg blev sat op på en stak sække med hundemad! MIT eget mærke! og bundet til en stolpe! Ren tortur! Ondskabsfuldt! Og som om dét ikke var nok! Næ nej! Så begyndte hun at hive i min pels! Min dejlige lange varme vinterpels! Ind imellem kom der altså nogle rare mennesker forbi - der IKKE hev i min pels. De syntes, jeg så sød ud, og så fik jeg en haps! Mums!

Men min hofdame hev bare videre, mens hun snakkede til både højre og venstre.

Endelig - efter et par timer kom jeg ud i bilen igen, så jeg kunne hvile mig. Men trængslerne var skam ikke ovre. Jeg havde ikke hvilet ret længe - så blev jeg hentet - op på sækkene igen, og så fortsatte hun med pelshiveriet! Og nu gik hun sandelig i gang med alle mine små fine tynde hår. Dét gør godt nok nas - skal jeg hilse og sige!!

Og ikke nok med, at hun hev og flåede! Der kom sandelig endnu en hofdame - og så var de to til at hive og flå og holde! Til sidst blev jeg enig med mig selv om, at hvis jeg stod stille, kunne jeg sikkert hurtigt komme ud i bilen igen!

Pelstorturen fik da også en ende, og jeg fik lov til at komme ned på gulvet - stadig bundet til pælen. Og så gik hun bare - min hofdame!! Rundt i hele butikken og rodede og kiggede - UDEN at tage mig med!

Nå, men heldigvis var jeg træt, så jeg lagde mig ned og slappede af, til det passede hende at komme tilbage! Dét skulle jeg dog ikke ha´ glædet mig til!

Den anden hofdame kom sandelig igen, og hold op hvor de begge holdt godt fast - nu skulle jeg ha´ klippet negle! Gys hvor var det altså rædselsfuldt!

Endelig var pinslerne dog overstået - og så kan det ellers nok være, jeg var glad for at komme hjem til min bil! Og hvor har jeg dog trængt til at slappe af i min dronningeseng, oven på sådan en rædselsfuld dag!

Nu håber jeg altså ikke, hun skal på flere kurser! Det er i sandhed en noget ensidig fornøjelse - de dér kurser.

En hofdames største glæde er loyalitet.

Det vil jeg bestemt ikke rokke ved.

Men som hofdame er det en fornøjelse at viderebringe dén glæde, det er at få lov til at være udvalgt.

Og jeg er selvfølgelig ansat af verdens dejligste hund - Emmy.

Jeg havde regnet med, at min store startbegejstring ville komme ned på et "dagligt niveau".

Men hver dag føler jeg stadig glædesboblerne.

Jeg glæder mig over, at hun selvfølgelig er den kønneste af alle.

Hun er osse den dygtigste af alle. Og den mest charmerende.

Det er en fornøjelse at have hende med rundt på besøg.

Det giver mig en mulighed for at se hendes skønne hundehoved, når hun sætter sig til rette på andres skød.

Ellers ser jeg jo kun hendes søde øren bagfra.

Hun tilpasser sig lynhurtigt.

Hun har en instinktiv fornemmelse for, hvornår hun er et sted, hvor møblerne er til hendes disposition eller ikke.

Hun er skøn at skue, når hun på vores ture skal grave huller - med rumpen lige i vejret og halen roterer - rotationens hastighed er en indikator for, hvor "ny" lugten i hullet er.

Hun ænser intet andet end at grave, så jorden står i kaskader rundt om hende. Og når hun dukker op igen, er hendes hoved ikke til at se for jord og tørre blade.

Hun bliver jagttændt, bare hun får den mindste fært af kat, og hun kan få øje på dem på 100 meters afstand.

Andre hunde ignorerer hun - men hvis de overskrider hendes "lad-mig-være-i-fred" grænse, siger hun fra. Hun opsøger ikke selv striden. Hendes rygte er værre end reality.

På vores ture er hun lydhør over for mine kommandoer "stop" og "vent" når vi skal vente ved en kantsten.

Men linen er obligatorisk, da hendes jagtinstinkt lukker af for al "menneskelig fornuft"!

Til gengæld kan linen række 8 meter, og jeg nyder, når hun spurter og springer og fjanter og udnytter rækkevidden.

Der er kun én ting der når på højde med hendes jagtglæde. Det er hendes madglæde.

På hjemmebane er hun glad og fjantet, men hun er sandelig osse en kælepotte, der lader sig nusse i tide og utide.

Det er skønt at vågne til hendes sprælske morgenglæde og vide, at hendes livlighed først stopper, når det er tid til endnu en nattesøvn.

Godt jeg ikke bruger sko, for så var mine poter da krøllet helt sammen i dem i dag.

Hofdamen har altså nogle underlige reaktionsmønstre! Vi skulle hen til en dame i en opgang - vi kom ind, og vi havde ikke været der ret længe, før damen satte en skål ned på gulvet med noget i, jeg måtte spise! Mums!! Så hørte jeg hofdamen sige til den anden dame, at dét kunne hun ikke tillade sig at gøre, uden at spørge hende først! .

Det kunne damen godt se, og så ville damen fjerne skålen igen, men det måtte hun heller ikke for hofdamen! For hun påstod, at jeg ikke ville kunne forstå, hvorfor jeg først fik tilbudt lækker mad og bagefter alligevel ikke måtte få det! Nå, men jeg fik heldigvis lov til at tømme skålen, og damen og hofdamen snakkede videre - vist ikke ret meget om mad, men snakken gik meget godt alligevel.

Jeg kunne forstå på snakken, at damen ville ha´ en hund. Så begyndte hofdamen at sige noget om motion og luftning og mente, at hun (damen) burde tænke sig om - noget med at racen skulle passe til hendes tempo. Hun bruger vist både kørestol og gangstativ. Jeg ville da gerne være hund dér. Tænk hvis man fik et lækkert tæppe - og alt det mad man kunne spise hele dagen hver dag. Jeg fatter altså ikke, hvorfor hofdamen er så striks. Men jeg er ikke overrasket. Hun ER altså strid hvad mad angår. Jeg er i hvert fald altid meget sulten, så jeg syntes jo, det var skønt at komme på besøg hos én, der havde forstand på mine behov!.

Oppe i haven er hun ikke nærig med mad - til fuglene!!! Men så kan jeg heldigvis snige mig ind på de fede duer, når de smovser i de rester, der er havnet på græsset. Desværre er det ikke lykkedes for mig, at få fat i nogen, men det skal nok komme. Jeg har ikke set flere pindsvin, siden jeg fik fat i ét en sort nat. Men selv om det var mørkt, blandede hofdamen sig, så jeg ikke fik lov at afslutte jagten! Og næste morgen var det pist væk. Men jeg havde fundet ud af, hvor pindsvinet var kommet ind gennem hegnet, så på et tidspunkt, hvor hofdamen ikke havde sine nysgerrige øjne fast klistret på mig, smuttede jeg ud gennem hegnet. Det var herligt - og jeg var væk længe - så da jeg kom hjem, var jeg træt og sulten. Men hofdamen var ingen steder. Så måtte jeg lægge mig og vente på hende, og hun kom da osse lidt senere, og så fik jeg en masse nus og lys-stemme-snak og MAD!!! Og så sov jeg ellers - og sov og sov. Hun gik igen, men jeg var ligeglad. Hun sagde noget om at tage sedler ned igen, nu jeg var kommet hjem. Hvad det var for sedler, ved jeg ikke noget om, men hun snakkede noget om mig og billeder, så folk kunne kende mig, hvis de så mig. Hun er altså lidt overgearet. Hvorfor kan hun ikke bare vente - jeg kommer jo hjem igen, når jeg er sulten!

Jeg elsker sommer..

Der er meget mere at snuse til, end på andre tider af året.

Hold da op, hvor der ligger mange avisnotater, jeg skal læse... og så må jeg i gang med at overskrive det meste... mine visitkort er absolut de vigtigste.

Hofdamen HAR lært at tage vand med, så jeg ikke løber tør for blæk!

Der er osse mange flere godbidder rundt omkring.

Jeg fatter ikke, hvordan hofdamen kan se, have jeg snuser til - men hun stopper mig aldrig, når jeg snuser til nyhederne - kun når der er noget lækkert, der passer fint til mine smagsløg!

Sommeren byder osse på længere ture - jeg får løbet - og når jeg så bliver træt af at løbe, sætter jeg mig op på forsædet på hendes cykel - så kan jeg sidde dér og puste ud, mens jeg har et rigtigt godt overblik.

En dag fulgtes vi med en lakaj! Vi kom forbi et sted, hvor hofdamen og lakajen ville ind og sidde ned - vejret var formidabelt, så de ville sidde udenfor.

Jeg ville ind og checke, om der var nogle nye at hilse på - jeg skulle jo osse se, om der lige var noget, jeg skulle ha´ styr på.

Der var en dame, der spurgte, om de måtte tage min line af. Det ville jeg selvfølgelig gerne - men gæt lige, hvem der sagde nej! Hmmmmm!!

Nå, men jeg ville helst være inde hos alle de andre - så hofdamen tøjrede mig til et bordben derinde - der sad en dame med dårligt ben, og hende ville jeg gerne passe på!

Lidt senere tog hun hjem - og så var det tid til en lur.

Jeg hoppede op bag en anden dame, så hun var nødt til at rykke ud på kanten, så jeg kunne være der - og jeg sov dejligt - mens lakajen og hofdamen sad ude på verandaen (siger hun det hedder!!)

Der var mange mennesker, og jeg hørte godt, de sagde til hofdamen, at de ville smugle mig ud, så hun ikke fik mig med hjem.

Hun grinede bare ... jeg ville ellers gerne med dem alle sammen - måske én af dem ville give mig lov til at gå uden snor! Men næhhh nej! Hun holder stædigt fast i sit job.

Jo - der var osse et par store hunde - men dem gad jeg ikke engang glo på..

Bare de holder snuden fra mig, er jeg ligeglad.

De giver jo ikke hapser - så dét kan være lige meget!

Vi skulle så ud at gå igen - en god lang tur - og vi kom tilbage forbi stedet med verandaen. Jeg fór straks ind til alle mine venner - men vi skulle ikke derind igen - så jeg måtte følge pænt med. Men jeg nåede da at få hilst på de fleste. Der var osse kommet nogle nye, og jeg tror osse, nogle af de andre var gået. Men det er jo bare hyggeligt - de blev osse glade for at se mig igen.

Sådanne ture vil jeg gerne på igen. Det er herligt at møde nye mennesker. Jo flere - jo bedre.

Verden er rent af lave: Selv dronninger kan ikke stole på deres personale. Tænk min hofdame er taget på en uges ferie til Polen! Ja, hvad tænker hun egentlig på. Hun havde overvejet, at jeg skulle på hundepension (en Dronning på hundepension!!!), men heldigvis fik hun talt med far, og selvfølgelig endte det med at jeg skulle hjem til Solrød og regere, mens hofdamen føjter rundt.

I går eskorterede hofdamen mig til Roskilde; en del af turen foregik i min bærestol:

Hofdamen havde arrangeret med mor og far at de mødtes på et hyggeligt værtshus, hvor dronninger også er velkomne.

Jeg prøvede at bevare værdigheden, men jeg kunne ikke helt skjule, at det var dejligt at se mor og far igen. Selvom jeg ikke synes hun fortjente det fik hofdamen en gave - et komplet billardsæt:

Nå, jeg håber det bare betyder at der kommer endnu flere gæster hos hofdamen, og så får jeg nok nogle ekstra godbidder - specielt når hofdamen ikke ser det :-)

Jeg tog med mor og far hjem, og hilste på Otto og Felix. Felix var fuldstændig fjollet, han er jo også kun et barn. Tænk, han prøvede at få mig til at lege! Jeg ignorerede ham bare ...

Christian kom og hentede mig lidt senere, og det var rigtigt hyggeligt at sove i sofaen hos ham.

I dag kom jeg hjem til mor og far igen, og de forstår at behandle en dronning ordentligt. Da de havde været ude og handle havde de nogle dejlige kødben med, og jeg fik naturligvis det største:

På den måde er det nok lige til at holde ud, at jeg må undvære hofdamen en uge.

Senere skræmte Otto og jeg næsten livet af en Rhodesian Ridgeback, som naboen passer. Til alt held for den var den på den anden side af hegnet, så vi ikke kunne få fat i den. Jeg tror, jeg har fået lært Otto godt op, for han behøvede ikke ret meget hjælp. Det er rart at vide at mit barndomshjem er i trygge poter hos ham, nu hvor jeg skal passe på hofdamen.

Solrød 10. september 2005

Så er ferien forbi.
Hofdamen hentede mig igår.
Hun har været væk i en hel uge! Herligt!

Ferien har været lidt med blandede følelser.
Far og mor har dog ikke glemt, at det er mig, der er øverst på rangstigen, så det er mig, der får mad først.

Jeg kunne slet ikke kende huset igen. Der er ingen som helst ting af det gamle tilbage - bortset fra sofaen. De har osse flyttet om, så alt er bare helt anderledes. Heldigvis er haven som den plejer, og Felix er rigtig dygtig til at grave huller. Jeg er lige ved at tro, at mine gode gravegener er gået videre til ham.

Otto og jeg har puttet sammen i sengen ude i gangen ... men jeg lurede hurtigt, når far var et smut oppe ... så så jeg mit snit til at smutte ind i hans seng. Og så ved jeg, han ikke nænner at smide mig ud igen. Men det er da forbasket, at jeg ikke kan få lov til at ligge der fra start.

Så er der helt andre ben i suppen, når jeg er hos deres hvalp Chris. Dér har jeg det rigtig godt. Jeg er selvfølgelig i centrum, og husets vaner bliver tilpasset min tilstedeværelse. Han er god til det hele - jeg får lov at læse alle aviserne i mit eget tempo, og hans lille have har masser at snuse til, så når jeg har inspiceret haven, er jeg fyldt med alt muligt i pelsen. Så bliver jeg nusset ren - det er dejligt. Chris og jeg har osse været på masser af besøg, så det er bestemt ikke kedeligt at være på ferie dér.

Men hjemme er det godt nok lidt af et cirkus. Otto var meget urolig, for Megan var højløbsk, og Otto var helt vild i kareten. Felix er virkelig et uroligt gemyt.
Der skal ske noget hele tiden. Til sidst besluttede jeg, at jeg lige så godt kunne føje mig, så jeg har leget lidt med ham.
Jeg ved ikke, hvorfor han absolut skal mænge sig hele tiden - men han er jo sød og ikke det mindste aggressiv, og han har jo ikke nogen social erfaring, og når jeg nu ved, jeg skal være der et stykke tid, kan jeg lige så godt få det bedste ud af det. Det er lidt anstrengende at være sur hele tiden.
Heldigvis er Otto ikke sådan et møwlehoved. Og han kender mine grænser, så det går nemt med ham.

I går kom hofdamen på besøg. Åbenbart for at hente mig. Far og Felix var væk nogle timer om eftermiddagen, og så kom Megan på besøg i haven - ellers er hun alene i denne tid, fordi Felix og Otto ikke må komme i nærheden af hende.

Men Megan er altså temmelig forstyrret. Lige meget hvor mange gange hun fik at vide, hun skulle holde snuden for sig selv, fattede hun ikke en brik. Og jeg rynkede meget på næsen, så mor og hofdamen måtte tage affære hele tiden. Til sidst blev det for meget for mor, så hun lukkede Megan ind i huset igen.

Jeg sov i kurvestolen mens mor og hofdamen skvadrede. Det var dejligt afslappende, og jeg var og er osse meget træt efter en anstrengende ferie. Jeg er jo ikke vant til at være vågen og aktiv hele døgnet.

Da far og Felix kom hjem igen, gik vi ind i huset. Det var ved at blive køligt ude - mente mor. Jeg ville hellere blive ude, men det var kedeligt at være alene, så jeg gik med ind alligevel. Tænk!! Jeg må stadig ikke komme op i sofaen - selv om hofdamen sad der. Men så lagde hofdamen sin trøje på gulvet, og dén måtte jeg ligge på.

Det var frygteligt nedværdigende, men tre enige voksne er svære at hamle op med. Turen hjem i toget gik som altid - jeg slapper af eller bliver nusset af en masse søde mennesker, der har forstand på en Dronnings trivsel.

Da vi kom hjem, kan det nok være, jeg fandt min egen seng lynhurtigt. Selv om hofdamen flyttede mig på et tidspunkt - hun ville osse ligge dér - så, sov jeg bare videre.Jeg er stadig træt, så jeg sover og hviler meget. Det tager sin tid at indhente en hel uges søvnunderskud. Heldigvis er her ingen forstyrrende elementer, og jeg kan sagtens høre forskel på, om hofdamen har gang i mad eller gåtur, så jeg bliver bare liggende, hvis lydene ikke indikerer noget af interesse.

Alt i alt har jeg nok haft en rimelig god ferie, men det ER altså nummer ét at kunne slappe af på egne præmisser.

Det er længe siden, jeg har skrevet dagbog. Mine poter har ikke så let ved at ramme rigtigt på dé dér små bærbare tastaturer, men nu MÅ jeg se at komme igang.

Vi er nede hos Morfar. Somme tider er vi osse hjemme ... men ikke ret meget. Jeg kan godt li´ at være her hos Morfar. Han er ganske gavmild med hapser, selv om hofdamen rynker panden af og til. Men han er desværre holdt op med at give mig rester i skålen. Jeg prøver ellers ihærdigt at sende ham mine gode blikke, så han kan se, jeg er lige ved at dø af sult. Men nej. Hofdamen har forpurret dén fornøjelse.

Som regel er dørene lukket til, så jeg ikke kan komme ind og ligge hos Morfar, men hvis de har glemt at lukke dørene, ser jeg mit snit til at hoppe op i hans seng, og hvis han ligger i den, har jeg fået ham opdraget til at lægge dynen over mig, når jeg putter mig ind til hans ben. Det er rigtig hyggeligt.

Inden vi (næsten) flyttede herned til Morfar, var vi til julefrokost med mor og far. Jeg var lidt fornærmet, for de havde spurgt hofdamen - de spurgte ikke mig, men det tror jeg, der bliver lavet om på, for hun kommer da ikke i første række. Vi skulle være i Roskilde ved 12-tiden, og jeg elsker at køre med tog. Der er altid nogle søde gavmilde mennesker, der godt kan se, jeg har det hårdt, så der falder lækre småhapser og en masse nus af til mig.

Jeg havde som altid pakket lidt knas til Megan, Felix og Otto. De kommer jo ikke med til julefrokost, og jeg synes ikke, de skal snydes.
Chris samler jo på dåser, og jeg havde fundet nogle spændende nogle, og dem blev han ret glad for.

Jeg skal ellers lige love for, at det mad, de fik serveret duftede godt, men der faldt ikke noget af til mig. Heldigvis havde både mor og far og Chris nogle lækre små hapser, og hofdamen protesterede ikke, så det var herligt. Jeg elsker at være til julefrokost, for så bliver der rigtig nusset om mig - selv om der er mad på bordet. ;-)

Hofdamen vandt noget, de kaldte for "mandelgaven" ... men jeg fandt aldrig ud af, hvad det var eller om det kunne spises.

Da de havde spist længe, ville mor og far hjem - men Chris ville ikke hjem endnu. Så jeg hyggede gevaldigt med Chris og fik en masse hapser. Han ER altså god til at give hapser. Han véd, hvordan en dronning skal feteres.

Vi skulle hjem igen med toget ... det blev en rigtig lang tur.Jeg tror, hofdamen faldt i søvn i toget, og så fik hun os ikke af i Odense - vi kom med helt til Fredericia, og det varede længe, inden der gik et tog tilbage til Odense, så hoftamen var ret træt dagen efter. Det var jeg nu osse, for det trætter at være vågen en hel dag, så vi slappede begge af dagen efter.

Hernede hos Morfar er livet ret spændende.
Han får gæster hver morgen - det er ikke altid, jeg gider sige davs til dem ... men af og til forbarmer jeg mig.

Hvis der kommer eftermiddagsgæster, ved jeg, jeg fåe en chance for at komme på skødet. Det er bare lækkert. Så kigger jeg ihærdigt på Morfars godbidsdagsration, som hofdamen har målt af, og så får jeg gæsterne til at give mig hapser - UDEN jeg behøver at gøre andet end finde mig i at blive nusset, så dét er lige til at holde ud! ;-)

Hofdamen har haft god tid til at nørkle med garn og pinde ... og en dag så jeg, hun var blevet færdig med en ting. Jeg mente, at farverne passede fint til mor, så jeg huggede det og sendte det til mor. Det blev hun glad for, og hofdamen opdagede det slet ikke, før mor skrev en sms til mig. Så det kan vist ikke ha´ været særligt vigtigt, siden hun ikke engang lagde mærke til, at det var væk.

Havde det ikke været for hofdamen, havde livet været en dans på kødben ... men livet er nu ikke værst trods alt.